Det er ellers ikke Washington State der står forrest når det gælder amerikansk vin. Men i ugens test af amerikanske vine lykkedes det Chateau Ste. Michelle fra Washington State at vippe mængden af californiske vine af pinden.
Og det er ikke kun os som sætter pris på vinen, idet Chateau Ste. Michelle blev udnævnt til bedste amerikanske producent sidste år ved International Wine and Spirit Competition.
Chateau Ste. Michelle Cabernet Sauvignon Columbia Valley 2010 er en harmonisk og solmoden Cabernet Sauvignon med stor fylde. Solbær i næsen, tobak, røg og mørk chokolade i munden og en fantastisk lang intensiv eftersmag med et touch af peber. Et brag af en vin.
Testvinder
Chateau Ste Michelle Cabernet Sauvignon Columbia Valley 2010
******
Forhandler: Vinens Verden
Pris: 139 kr.
Andre anbefalede vine:
Delicato Chardonnay 2009
******
Forhandler: Superbest
Pris: 60 kr. (2 for 120 kr. i uge 12)
Kommentar: Lækker voluminøs og røgfyldt Chardonnay med brændenælde og grannåle i næsen, smørfedme og vanilje i munden og lang eftersmag med toner af toast.
Project Paso Zinfandel Paso Robles Old Wine 2010
******
Forhandler: Philipson Wine
Pris: 79,95 kr.
Kommentar: Utrolig og meget atypisk, delikat og harmonisk californisk Zinfandel, som spiller på finesse og ikke muskler. Meget frugtbetonet vin med hindbær i næsen og mokka i smagen – og med en underfundig snert af mineralitet. Virkelig lækker.
Hayes Ranch Best Foot Forward Chardonnay 2010
******
Forhandler: Skjold Burne Vinhandel
Pris: 69,75 kr.
Kommentar: Testens med afstand bedste vin under 100 kr. Lækker Chardonnay med delikat citruspræg som modvægt til det velintegrerede fad. Fantastisk køb til prisen.
Fess Parker Zinfandel 2010
******
Forhandler: Hj Hansen Vin/Vinspecialisten
Pris: 135 kr.
Kommentar: Pragtfuld voluminøs og pompøs Zinfandel med alt hvad en sådan skal have af saft og kraft. Oceaner af peber, mørk frugt, lakrids og mokka i smagen som alt sammen er perfekt bundet sammen af det delikate fadpræg. Storslået vin
Fogdog Sonoma Coast Pinot Noir 2010
*****
Forhandler: Philipson Wine
Pris: 199,95 kr.
Kommentar: Super lækker og delikat californisk Pinot Noir med masser af kølighed og finesse. Stald i næsen, hindbær og engelsk lakrids i smagen og lang elegant eftersmag med subtile vaniljetoner. En Pinot Noir i absolut topklasse
Hayes Ranch Lucky Horseshue Central Coast Zinfandel 2010
*****
Forhandler: Skjold Burne Vinhandel
Pris: 69,75 kr.
Kommentar: Mellemfyldig sødmefuld californisk Zinfandel med bløde tanniner og toner af brombær, vanilje og peber. Fin vin til prisen.
Lost Angel Cabernet Sauvignon 2010
******
Forhandler: Laudrup Vin
Pris: 101 kr.
Kommentar: Blød og elegant Cabernet Sauvignon med pæn syre og stor harmoni. Solbær i næsen, brombær og sød lakrids i smagen og en fyldig lang eftersmag med delikat præg af hvid peber. Super californisk Cabernet Sauvignon.
FinansBureauet.dk tester hver uge en række vine, med det formål at finde de bedste vine til prisen. Alle vine smages som udgangspunkt blindt. Vinene vurderes i forhold til deres priser efter følgende skala:
Stjerner og vurdering:
****** Vurderes til at burde koste mindst 50 % mere end butiksprisen
***** Vurderes til at burde koste mellem 25 og 49 % mere end butiksprisen
**** Vurderes til at burde koste mellem 1 og 24 % mere end butiksprisen
Vine der vurderes til at koste mindre end butiksprisen vil ikke blive omtalt.
Skrevet af Claus Forrai, finansbureauet.dk for Dagens.dk.