Vintervejret deler Danmark: Her har de fået mest sne

admin

10 år siden

|

18/01/2014

Dagens topnyheder

I Nordjylland skal bilisterne lørdag være opmærksomme på risiko for glat føre, hvis de skal ud at køre.

Især Vendsyssel mærker til vintervejret med sne op i 20 til 30 centimeters højde, forklarer Lars Henriksen, vagthavende hos DMI.

- Det er et meget opdelt Danmark, vi har i dag. I Vendsyssel har de regulære vinterlige tilstande med temperaturer under frysepunktet, hvor der er kommet rigtig meget sne, siger Lars Henriksen.

DMI's vagthavende varsler en blæsende, frisk vind til kuling fra øst i Vendsyssel-området, og at det kan betyde snefygning mange steder.

- I den nord- og nordøstlige halvdel af Jylland nedover Nordsjælland til Bornholm er der blandingsnedbør med slud, tøsne og regn og her ligger temperaturerne gennemgående lige over frysepunktet, siger Lars Henriksen.

Lørdagens vejrtilstande i disse områder betyder ifølge den vagthavende hos DMI, at der kan forekomme pletvis glatte veje i den del af landet.

- I den syd- og sydvestlige halvdel af landet er det med positive temperaturer og regn, og der er der ikke nogen problemer, hvad angår trafikken, lyder det fra Lars Henriksen.

For resten af lørdagen ser det ud til, at vejrtilstandene rundt om i landet vil fortsætte, forklarer Lars Henriksen.

I Vendsyssel ventes der således fortsat at ville falde sne, mens der i den nord- og nordøstlige halvdel af Jylland vil være en blanding af slud, tøsne og regn.

- De samme udsigter gør sig gældende for Nordsjælland, siger Lars Henriksen, der fortsætter:

- På Bornholm vil der kunne ventes slud og tøsne, mens der i resten af landet vil falde regn og temperaturer lige over frysepunktet.

Selvom at det mest af alt er vejene omkring Vendsyssel og i resten af den nord- og nordøstlige halvdel af Jylland, at der er risiko for glat vejføre, advarer DMI's vagthavende om, at der kan forekomme sjap på vejene i resten af landet.

/ritzau/