Vinterberg om nominering: Jeg er glad og lettet

admin

10 år siden

|

16/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den danske film "Jagten" er nu med i kapløbet om en Oscar i kategorien bedste udenlandske film.

En masse følelser strømmer gennem filminstruktør Thomas Vinterberg, der står bag filmen.

- Jeg føler både glæde og lettelse. Det var nogle gode modstandere, vi var oppe imod, så jeg er utrolig stolt, siger Thomas Vinterberg til Ritzau.

Selvom det var et hårdt felt, kom nomineringen dog ikke som en kæmpe overraskelse for den prisvindende instruktør.

- De reaktioner, jeg har mødt rundt omkring på vores tur med filmen, har været ekstremt positive. Jeg er ikke vildt overrasket, men jeg er glædeligt overrasket. Man kan jo aldrig vide, siger han.

En Oscar-statuette kan ifølge Thomas Vinterberg betyde meget i forhold til finansieringen af kommende film. Men man bliver ikke en dygtigere filminstruktør af at vinde priser, påpeger han.

- Det er stadig lige så svært at sætte sig ved skrivebordet med et hvidt stykke papir foran sig, siger han.

Filmen med Mads Mikkelsen i hovedrollen skildrer de meget alvorlige emner pædofili og incest. Den fortæller historien om en mandlig pædagog, der bliver udsat for en falsk anklage for pædofili.

- Det kommer bag på mig, at en så lokal dansk historie, der er så intim, kan rejse så langt. Det er der en meget stor tilfredsstillelse i, siger han.

Filmen fik stor opmærksomhed ved filmfestivalen i Cannes, hvor den høstede tre priser. Blandt andet vandt Mads Mikkelsen en guldpalme for bedste mandlige skuespiller.

"Jagten" var også nomineret til en Golden Globe, men prisen gik i stedet til den italienske film "Den Store Skønhed.

Filminstruktøren var tæt på at blive Oscar-nomineret med sin prisbelønnede film "Festen" fra 1998. Dog skulle det blive "Jagten", der førte til filminstruktørens Oscar-debut.

Næste projekt, som Thomas Vinterberg har sat sig for, er at lave en dansk film.

/ritzau/