En kvinde på 21 år og hendes kæreste på 22 år var efter eget udsagn fascineret af Bonnie og Clyde.
Og da de manglede penge til deres ferie valgte de torsdag den 26. maj at lave et røveri bevæbnet med kniv og koben mod SuperBrugsen på Vangede Bygade i Gentofte.
Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse
Men kæresteparret må nu indse, at de ikke får brugt deres flybilletter med afgang fredag eftermiddag.
De er nemlig nu begge varetægtsfængslede efter fredag at have fået en straksdom i Retten i Lyngby på 1 års ubetinget fængsel.
- På trods af at der er tale om to ustraffede unge personer, er deres forbrydelse og valg af våben meget alvorlig. Derfor er jeg meget tilfreds med, at retten var enig i, at kæresteparret af hensyn til retsfølelsen skulle direkte til afsoning, udtaler anklager Andreas Juul Bjørn.
Læs også: Elever på velhaverskole amok: Skræmte lærere måtte forskanse sig bag glasdør
De to løb iført fuld maskering ind i butikken. Kvinden havde en brødkniv med sig, mens manden havde et koben, som de brugte til at true personalet til at åbne en kasse og udlevere cirka 11.000 kr. i kontanter.
Da kæresteparret kom ud af butikken, måtte de indse, at deres flugtkøretøj i form af en stjålet knallert ikke længere holdt, hvor de havde parkeret den. En handlekraftig borger havde nemlig flyttet den, da han fandt situationen mistænkelig. Derfor tog de benene på nakken og løb.
Men en kvinde og hendes 13-årige søn, som tilfældigt kørte tæt på SuperBrugsen, så de maskerede personer løbe og blev enige om at følge efter, og den snarrådige dreng begyndte at filme episoden med sin telefon.
De så, at gerningsmanden stadig blev jagtet, og at han måtte stoppe op og kaste op af anstrengelse. Det betød, at hans forfølger kunne forsøge at tilbageholde ham. Men da gerningsmanden ikke sådan lige overgav sig, greb den 13-årige kobenet og vred det ud af hånden på gerningsmanden, hvorefter den mandlige forfølger fik lagt gerningsmanden ned.
- Selvom vi ikke opfordrer folk til at lave civile anholdelser, vil jeg dog sammen med politiets efterforsker overveje, om vi skal indstille de personer, som er skyld i, at gerningspersonerne blev pågrebet, til en dusør. Jeg må sige, at jeg er imponeret over deres handlekraft og store mod, fortæller Andreas Juul Bjørn videre i pressemeddelelsen.
Kæresteparret erkendte begge to til grundlovsforhøret. De har begge taget betænkningstid i forhold til anke.
Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: