Viktor Axelsen er klar til storkamp efter sejr i Paris

admin

9 år siden

|

21/10/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Viktor Axelsen måtte kæmpe for sejren, men til sidst lykkedes det ham at spille sig videre til anden runde ved Super Series-turneringen French Open.

Den danske badmintonspiller, der i sidste uge nåede frem til semifinalen ved Denmark Open, besejrede onsdag aften Wei Nan fra Hongkong med cifrene 21-13, 16-21, 21-11 i Paris.

Første sæt var længe mere lige, end cifrene antyder.

Wei Nan fulgte med til stillingen 13-13, hvorefter Viktor Axelsen lukkede sættet med otte point på stribe.

Den 21-årige dansker, der er nummer syv på verdensranglisten, halsede til gengæld efter i andet sæt, som Wei Nan vandt.

Verdensranglistens nummer 15 fulgte godt med i begyndelsen af tredje sæt, men fra stillingen 9-8 til Viktor Axelsen trak danskeren fra til en sikker sejr.

Med sejren fik Axelsen udlignet til stillingen 1-1 i indbyrdes kampe mod Wei Nan.

Danskeren, der besejrede det kinesiske fænomen Lin Dan ved Denmark Open, skal i anden runde møde verdensstjernen Lee Chong Wei, som Axelsen i seks indbyrdes møder aldrig har været i nærheden af at besejre.

Den mangeårige verdensetter fra Malaysia er ganske vist nede som nummer 25 på verdensranglisten, men det skyldes, at han har siddet ude med dopingkarantæne.

Senere onsdag aften spiller Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus også i herresingle ved French Open, og flere danske doublekonstellationer skal ligeledes i aktion.

/ritzau/