I mere end halvtreds år har prøver fra arkæologiske udgravninger i Sosteli ligget i magasinet hos Nationalmuseet i København. Nu viser det sig, at disse prøver er en lille skattekiste med information om livet i Norden i jernalderen og den tidlige vikingetid, skriver videnskab.dk.
Friske analyser af prøverne viser, at der i perioden mellem år 650 og 800 efter Kristi fødsel blev dyrket hamp på gården. Det er ikke første gang, der er fundet spor af dyrkning af hamp i Norge så langt tilbage, men resultaterne skiller sig alligevel ud, fordi der er gjort så tydelige fund.
- I de andre tilfælde er det enkeltfund af pollenkorn. Her er der fundet ganske meget mere, siger arkæolog og amtskonservator Frans-Arne Stylegar til forskning.no.
Hamp kan bruges til flere formål
Hamp er samme plante som cannabisplanten som bruges til hash. Der er imidlertid ingen tegn på, at cannabis blev brugt som rusmiddel. Tekstiler og måske tovværk er det mest sandsynlige.
Pollen af hamp kan ikke flyve særligt langt med vinden. Derfor mener man, at hampplanterne efter høst må have været lagt på mosen mere eller mindre akkurat på det sted, hvor de arkæologiske prøver blev taget 1.100 år senere. Planterne kan have været placeret i mosen som en del af metoden, som man bruger til at lave fibre af hamp. De skal nemlig lægges fugtigt, så de ydre fibre kan fjernes. I lighed med hørplanten kan fibre fra hamp bruges til tøj og andre tekstiler. Hamp kan som bekendt også bruges til tov.