Vikaren Giggs tænker kun kortsigtet

admin

|

26/04/2014

Dagens topnyheder

Både Manchester Uniteds managerlegende Alex Ferguson og klubbens nuværende stjerneangriber Wayne Rooney har talt varmt for, at Ryan Giggs opgraderes fra midlertidig til permanent manager i den engelske storklub.

Lørdag fik Giggs en drømmedebut med 4-0-hjemmesejren over Norwich, men 40-årige Giggs, der fortsat er spiller i klubben, vil ikke tænke på fremtiden.

- Jeg tænker ikke på den lige nu. Jeg tænker kun på disse fire kampe, hvor jeg er manager for klubben. Jeg har brugt så meget tid på dette i ugens løb, at jeg ikke har haft tid til at kigge så langt ind i fremtiden.

- Mit job handler nu om at få spillerne klar til næste kamp mod Sunderland, siger Giggs til Sky Sports.

Giggs fik jobbet for sæsonens sidste fire kampe efter tirsdagens fyring af David Mayes, der slet ikke fik det til at fungere i United som Alex Fergusons afløser sidste sommer.

- Jeg koncentrerer mig kun om kampene i denne sæson. Efter dem må vi se, hvad der sker, siger Giggs, som nød sin managerdebut.

- 4-0. Det er en drømmedag for os. Jeg er meget glad med indsatsen. Jeg sov slet ikke i nat. Det var svært at skulle bestemme, hvem der ikke skulle i truppen, og hvem der skulle starte på bænken, for eksempel Juan Mata. Det har jeg ikke prøvet før, siger Giggs.

Mata blev skiftet ind og scorede to gange. Rooney scorede de andre to mål for United. Trods de tre point er United kun på syvendepladsen i Premier League.

/ritzau/