Vigtig besked til 170.000 boligejere: Drejer sig om tusinde af kroner

Emil Martesen

2 timer siden

|

29/11/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det drejer sig om tusinde af kroner.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Konservativt Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet er blevet enige om en udvidelse af muligheden for at få andel i Energirenoveringspuljen, så det også omfatter boliger med energimærke D.

Tidligere havde kun husstande med energimærkerne E, F og G adgang til støtten.

Den nye aftale betyder, at yderligere 170.000 boliger får adgang til puljen.

Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse.

Det er over en fordobling af de 140.000 danske boliger, der er en del af ordningen i dag.

Indlemmelsen skyldes, at der også i energimærke D-boliger er konstruktioner, som vil kunne forbedres markant og dermed give større energibesparelser i hverdagen.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, lægger ikke skjul på, at han glæder sig over aftalen:

"Det er rigtig godt, at endnu flere danskere med udvidelsen af Energirenoveringspuljen nu får mulighed for at gøre deres bolig mere grøn. Det er godt for klimaet - og det er godt for de enkelte boligejere, der udover at spare kroner og ører kan slippe for træk fra de gamle vinduer eller et uisoleret loftsrum. Det er grøn handling, der virker - og jeg håber virkelig, at mange af de 170.000 boligejere udnytter muligheden og sender en ansøgning afsted", siger Lars Aagaard.

Energistyrelsen melder ud, når puljen åbner for boliger med energimærke D.

Har man en bolig med energimærke E, F eller G og er interesseret i at søge penge til at få energirenoveret sit hus allerede i år, kan det lige nås endnu.

Der er deadline for ansøgninger i år den 30. november, og ellers åbner Energirenoveringspuljen igen for ansøgere med energimærke E, F og G den 5. februar 2025.

Se mere på hjemmesiden: www.sparenergi.dk/energirenoveringspuljen

Fakta om Energirenoveringspuljen:

Energirenoveringspuljen er en tilskudsordning til boligejere, der ønsker at lave energibesparende forbedringer på sit hus.

For at kunne få tilskud fra puljen skal man leve op til følgende fem krav:

  1. Din bolig skal være en helårsbolig - og du skal selv eje den.

  2. Dit hus skal have et gyldigt energimærke i kategorien E, F eller G, og der må ikke være foretaget ændringer på dit hus, siden det blev udstedt. Energistyrelsen melder ud, når puljen åbner for boliger med energimærke D. 

  3. Projektet må ikke være sat i gang, når du ansøger. Du må først igangsætte det, når du har fået tilsagn.

  4. Du må ikke få andre tilskud til at udføre det samme projekt.

  5. Arbejdet skal udføres af en virksomhed med gyldigt CVR-nummer.

På hjemmesiden Boligejer.dk kan du se, hvilket energimærke din bolig har.

Eksempler på tilskud til energibesparende tiltag:

  • Udskiftning af 20 m2 vinduer i energiklasse 2 = 13.600 kr. i tilskud

  • Isolering af 60 m2 ydervæg = 10.800 kr. i tilskud

  • Isolering af 120 m2 loft = 8.400 kr. i tilskud

For yderligere henvendelser: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets pressetelefon på +45 41 72 38 05 (modtager ikke sms)