Det er ikke kun kopimøbler og kopitasker, danskerne køber flittigt.
En ny rapport fra revisionshuset KPMG viser, at handlen med kopicigaretter i Danmark er steget fra 20 til 30 millioner cigaretter fra 2014 til 2015.
Det svarer til, at hver femte illegale cigaret, der sælges, er en kopicigaret.
Ifølge Tobaksproducenterne ser man stigningen, fordi de kriminelle bagmænd har for let spil.
- Vi formoder, at grunden er, at der er relativ høj gevinst for de organiserede kriminelle, og samtidig er der en lav risiko, siger direktør Louise Feilberg.
En kopicigaret er ulovligt produceret og kommer eksempelvis fra Østeuropa, hvorfra den smugles op til Danmark og sælges videre på det sorte marked.
Det sker blandt andet på det sociale medie Facebook i lukkede fora.
Tobaksproducenterne, der hvert år taber mange penge på kopicigaretter, ønsker fortsat øget samarbejde med de danske myndigheder for at komme handlen til livs.
Men de mener også, at danskerne bør bruge deres sunde fornuft og gå uden om de billige cigaretter, der ifølge industrien kan være endnu mere sundhedsskadelige end almindelige cigaretter.
- Vi har fået nogle af dem undersøgt i laboratorier, og kopicigaretter udgør en stor sundhedsmæssig risici, fordi de indeholder alt fra rotteekskrementer til plastik og asbest, siger Louise Feilberg.
Samtidig advarer hun om sikkerhedsfarer ved kopiprodukterne, fordi de ikke ligesom de lovlige cigaretter er underlagt myndighedstjek og for eksempel ikke nødvendigvis er selvslukkende.
Ifølge KPMG's rapport blev der sidste år røget 150 millioner illegale cigaretter i Danmark.
Det svarer til 2,5 procent af alle handlede cigaretter i 2015 mod 1,8 procent i 2014 og 3,7 procent i 2013.
Samlet set betyder det illegale cigaretsalg i 2015, at den danske statskasse gik glip af 245 millioner kroner i tabte afgifter, lyder Tobaksproducenternes beregninger.
/ritzau/