Inden du hiver mobiltelefonen frem ved påskebordet, så skal du lige tænke dig om. En ny undersøgelse, der er foretaget af Epinion for Telenor viser, at to tredjedele af danskerne (66 procent) synes, det er upassende at bruge mobiltelefonen under påskefrokosten.
- Vi kan tydeligt se, at danskerne i stigende grad bruger deres smartphones til meget mere end at ringe, og at den mere og mere bliver en integreret del af vores liv. Måske netop derfor er der behov for, at vi også nogle gange lader den ligge i lommen. I højtider som påsken forventer mange, at vi rent faktisk kigger hinanden i øjnene, i stedet for at sidde klistret til telefonen, siger Mikkel Torsting, privatkundedirektør i Telenor.
Undersøgelsen viser dog også, at en fjerdedel af de unge mellem 18 og 35 år alligevel har tænkt sig, at gå på Facebook fra mobilen under den traditionelle frokost. 25 procent forventer, at bruge den til Facebook, mens 19 procent forventer at bruge den til Snapchat.
Ikke overraskende så er det den ældre del af befolkningen, mellem 56 og 75 år, som er mest kritisk over for smartphones ved bordet. Her mener hele 77 procent det er upassende, mens det ”kun” er 53 procent af de unge mellem 18 og 35 år.