I Nordjylland afviser den lokale Vesthimmerlands Folkeblad at skrive om vielser af homoseksuelle i kirkerne.
Forleden vedtog et flertal i Folketinget, at bøsser og lesbiske fremover kan blive viet i kirkerne, men det vil ugeavisen i Løgstør ikke.
Redaktør Preben Eskildsen siger til tv2nord.dk, at han ejer avisen privat og at han selv bestemmer hvad der skal trykkes. Og hvad der ikke skal.
- Jeg er meget imod homovielser i folkekirken, og jeg synes, at kirkeministeren blander sig i noget, han ikke skal blande sig i, siger Preben Eskildsen.
Så selvom Vesthimmerlands Folkeblad omtaler arrangementer i de lokale kirker, så bliver det altså fremover uden et ord om homovielserne.