Verdens rigeste: Bill Gates er tilbage på toppen

admin

10 år siden

|

03/03/2014

Dagens topnyheder

Bill Gates kan igen kalde sig verdens rigeste mand ifølge erhvervsmagasinet Forbes' liste over verdens milliardærer.

Medstifteren af IT-giganten Microsoft er god for 76 milliarder dollar, svarende til 412 milliarder kroner, og har dermed fire milliarder dollar mere på bogen end mexicaneren Carlos Slim.

Det er fire år siden, at Gates sidst var på nummer et på Forbes' liste.

Den 58-årige forretningsmand ejer 4,4 procent af Microsoft, hvilket imidlertid udgør mindre end 20 procent af hans samlede formue.

Årsagen til Gates' stigende formue er blandt andet, at Microsoft-aktien er steget med 25 procent det seneste år. Samtidig har finansmanden har succes med andre forretninger.

I februar oplyste Microsoft, at Bill Gates trak sig som bestyrelsesformand for i stedet at blive rådgiver.

Den melding kom samtidig med, at IT-giganten annoncerede, at den indisk-fødte Satya Nadella skulle overtage posten som administrerende direktør fra Steve Ballmer.

Carlos Slim har skabt sin formue inden for telefoni, og mexicanerens formue svandt med over tre milliarder dollar sidste år som følge af politiske indgreb fra Mexicos parlament for at begrænse hans selskabers dominans på telemarkedet.

Slims selskab, America Movil, har 70 procent af Mexicos mobilbrugere som kunder og 80 procent af fastnetkunderne.

/ritzau/AFP