Verdens dyreste fodboldben: Mindet vil altid være der

admin

10 år siden

|

25/05/2014

Dagens topnyheder

Gareth Bale kronede lørdag aften sin første sæson for Real Madrid med det afgørende mål i Champions League-finalen i Lissabon.

Bale scorede til 2-1 i forlænget spilletid over Atlético Madrid, som endte med at tabe 1-4.

- Det er fantastisk at kunne løfte trofæet. Det er et minde, som vil være med mig for altid, siger waliseren, der blev verdens dyreste fodboldspiller, da han skiftede fra Tottenham til Real Madrid sidste år.

Bale blev solgt for omkring 86 millioner pund, men den enorme transfersum er ikke noget, som Bale tænker over.

- Prisen betyder intet for mig. Jeg ville spille her for en penny, hvis det betød, at jeg kunne spille store turneringer og vinde store titler, siger han.

Bale misbrugte dog store målchancer i den ordinære spilletid, og han var bange for, at det kunne komme til at koste Real Madrid sejren.

- Jeg havde en følelse af, at det måske ikke ville blive min aften. Men jeg sagde til mig selv, at jeg skulle blive ved, og at der ville komme en chance, siger han.

Real Madrids Sergio Ramos sørgede for udligningen til 1-1 langt inde i overtiden. Og Bale endte med at blive den store Madrid-helt, da han headede bolden i mål til 2-1 efter en mislykket afslutning fra holdkammeraten Angel Di Maria.

- Da jeg fik chancen i forlænget spilletid, sagde jeg til mig selv "brænd den ikke", siger Bale.

/ritzau/AFP