Venstre vil bruge overskud i satspulje på psykiatri

admin

10 år siden

|

13/05/2014

Dagens topnyheder

Psykiatrien skal have en ordentlig spand kul fra satspuljen, efter at regeringen har fundet 1,6 milliarder kroner fra ordninger, der er ophørt, ligesom satspuljen har fået et varigt løft på 300 millioner kroner om året.

Det foreslår Venstres finansordfører, Peter Christensen, efter mødet tirsdag med finansminister Bjarne Corydon (S).

- Vi foreslår, at vi udmønter 1,6 milliarder kroner til psykiatrien over de næste fire år. Samtidig udmønter vi også de 300 millioner kroner til psykiatriområdet. Så kan vi løfte psykiatrien med 700 millioner kroner i 2015, 2016, 2017 og 2018, påpeger Peter Christensen.

- Det er et kæmpe boost til psykiatrien. Det giver dem mulighed for at få indrettet sig rigtigt. Samtidig er der finansiering til at have en drift i de efterfølgende fire år.

Finansministeriet og fagministerierne har gennemtrawlet knap 800 ordninger på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet, der har fået støtte fra satspuljen siden starten af 1990'erne.

Skønt nogle ordninger er slut, er der stadig trukket penge fra puljen. Pengene er ikke ført korrekt tilbage under S-R-SF-regeringen og tidligere VK-regeringen.

- Der skal ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved, om udsatte grupper, som vi støtter via satspuljen, får de midler, som er tiltænkt dem, siger finansministeren i en pressemeddelelse.

- Vores gennemgang har blandt andet vist, at midler fra enkelte ordninger, som er ophørt, ikke har været tilbageført korrekt til satspuljen. Det er sket under skiftende regeringer. Det retter vi nu op på med en engangsbevilling på 1,6 milliarder kroner, siger Bjarne Corydon.

Venstre vil lade beløbet indgå i regeringens budgetforhandlinger med de fem regioner, forklarer Peter Christensen.

- Der er store udfordringer på psykiatriområdet, siger han.

/ritzau/