Det klinger hult, når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) anklager Venstre for kun at tro på "skattelettelser og nulvækst". Thorning har nemlig gennemført VK-regeringens nødvendige forringelse af efterløn og halvering af dagpenge, som sikrer, at Danmark fremover kan finansiere velfærden.
Det siger Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, til Thornings bredside mod Venstre og Dansk Folkeparti, da statsministeren åbnede 1. maj hos 3F i Holstebro.
- Det er den rigtige politik. Derfor kan jeg hverken føle mig truffet eller pikeret over hendes kritik. Det er god, borgerlig politik. Jeg kan kun glæde mig over, at hun bakker op om den fremtidssikring af det velfærdssamfund, vi har bygget op, siger Inger Støjberg.
Hun opfordrer Thorning til at komme tilbage på sporet, før regeringen forhandler sin vækstplan og beskæftigelsesreform med forligspartierne Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti.
- Mon ikke hun er faldet lidt til ro, når hun har lagt den røde jakke og er kommet ind på Christiansborg? Vort udgangspunkt er at finde fire milliarder kroner i beskæftigelsessystemet og bruge pengene til at få flere i arbejde og flere job i det private erhvervsliv, siger Inger Støjberg.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at Thorning hellere burde samarbejde med DF som i Togfonden end at føre gold, forfejlet kritik af, at partiet giver tomme løfter til 155 milliarder kroner uden at finde finansiering.
- Hun skulle bruge sin 1. maj tale til at fortælle, hvordan hun vil lave forbedringer for danske lønmodtagere. I stedet for at bruge 1. maj på at angribe os andre, siger Kristian Thulesen Dahl.
Han peger på, at Thornings partifæller, Mattias Tesfaye og Peter Hummelgaard, for nylig foreslog et politisk samarbejde mellem S og DF.
/ritzau/