Venstre får løftet pegefinger fra vælgerne efter 2025-plan

Redaktionen

428 uger siden

|

05/09/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Spekulationer om valg har svirret i luften både før og efter lanceringen af den længe ventede 2025-plan, der skal sætte den økonomiske kurs for Danmark det næste årti.

Ifølge en ny meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, står Venstre til at gå tilbage, hvis der var folketingsvalg i morgen.

Således står Venstre til blot 16,9 procent af stemmerne mod 19,5 procent af stemmerne ved valget sidste sommer.

Det er usædvanlig lavt for Venstre, som har haft regeringsmagten i et år. Partiet skal helt tilbage til 1990, hvor Uffe Ellemann-Jensen var formand, for at finde et dårligere valgresultat.

Regeringspartiet er gået 0,6 procentpoint tilbage siden den seneste måling fra slutningen af august, hvilket dog er inden for den statistiske usikkerhed.

Det største oppositionsparti, Socialdemokraterne, er gået 0,9 procentpoint frem til 26,9 siden målingen i august.

Det betyder, at rød blok med 90 mandater står til at vinde valget mod blå bloks 85 mandater, hvis vælgerne skulle afgive stemme i morgen.

Vurderingen blandt politiske kommentatorer er, at 2025-planen kan bruges som valgoplæg, hvis regeringen ikke kan få partierne til at enes om den meget omfattende plan.

Planens store udfordringer ligger i lavere topskat, mindre SU, regning til husejerne, højere pensionsalder og strammere udlændingepolitik.

Den største fremgang i målingen kan Alternativet bryste sig af.

Folketingets nyeste parti står til at få 6,1 procent af stemmerne, estimeret til 11 mandater. Ved valget sidste år kom partileder Uffe Elbæk og co. i Folketinget med 4,8 procent og ni mandater.

Foruden den stort anlagte 2025-plan skal regeringen også have forhandlet en finanslov, som plejer at blive indgået i efteråret.

Dermed står statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og resten af regeringen over for sværlige forhandlinger, som skal falde på plads i den kommende tid.

/ritzau/