Vejen Kommune: Nyt initiativ skal motivere overvægtige børn og unge til at tabe sig

Sara Christiansen

|

29/10/2012

Dagens topnyheder

Det nye initiativ, som Vejen kommunes skolesundhedspleje står bag, har det formål, at formindske overvægten hos en gruppe unge mellem 12-15 år med hjælp fra deres forældre.

Der er tale om et forsøgsprojekt, hvor de deltagende mødes efter skoletid, for at være sammen socialt om at dyrke sjov bevægelse samt snakke sund mad. Forældrene er med i nogle af aktiviteterne undervejs, fordi de spiller en væsentlig rolle, når det handler om de unges vægt. De får blandt andet viden om, og kan hente inspiration til, hvordan man laver sund mad og køber fornuftigt ind.

- Det er vigtigt, at forældrene deltager aktiv,t og støtter op om det at leve sundt. Overvægt er problematisk af mange årsager, og overvægtige børn og unge har ofte en forringet livskvalitet. Det har blandt andet nogle sociale konsekvenser, fordi de har sværere ved at bevæge sig, og derfor oftere trækker sig fra leg og sport, fordi de ikke kan følge med. De risikerer også at blive mobbet, og på sigt kan de udvikle følgesygdomme, som blandt andet type 2 diabetes og forhøjet blodtryk, forklarer projektleder og sundhedsplejerske, Birgitte Gaarde.

Målet med projektet er, at mindst 75 procent af deltagerne skal tabe sig eller holde deres vægt, og mindst 25 procent skal opleve, at få et bedre selvværd. Dette skal udspringe af aktiviteter som gruppesamtaler, individuelle samtaler, madværksted, motion og familiearrangementer.

Deltagerne inddeles i et hold for 6. – 7. klasse, og et hold for 8. – 9. klasse. Hvert af holdene gennemfører et forløb, der strækker sig over 14 måneder. I den periode skal deltagerne mødes to gange om måneden i de første fire måneder, og én gang om måneden i de næste fire måneder, og der sluttes af med to opfølgninger i det sidste halve år.  

Vejen kommune har i forvejen individuelle tilbud kørende til unge, som er motiverede for at tabe sig, men udfordringen i det nye projekt er, at få fat på de unge som mangler motivationen.

- Måske mangler de motivation fordi de ikke har et netværk, og nogle at diskutere og udveksle erfaringer med. Vi håber, at de vil kunne profitere af det gruppetilbud, som Vejen Kommune nu er aktuel med, siger Birgitte Gaarde.