Vardar-målmand piller KIF fra hinanden i CL

admin

9 år siden

|

05/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Håndboldspillerne fra KIF Kolding København fik lørdag store klø af makedonske HC Vardar i Champions League.

Det danske mesterhold blev sænket med 24-34 i Skopje.

Selv om KIF nu har tabt ni af holdets ti gruppekampe, så har danskerne fortsat en chance for at komme videre til 1/8-finalerne. Det kræver, at KIF efter nytår sætter en slutspurt ind i de sidste fire opgør.

Mod Vardar havde de danske gæster det svært mod værternes store spanske målmand Arpad Sterbik.

Spanieren pillede det meste fra Bo Spellerberg, og ved pausen var spændingen for længst punkteret med en makedonsk føring på 18-8.

Da KIF for halvanden måned siden på hjemmebane slog HC Vardar var Sterbik ukampdygtig på grund af madforgiftning.

Midtvejs i anden halvleg havde HC Vardar udbygget føringen til 12 mål, og for KIF handlede det primært om at komme fra Makedonien med en smule ære.

KIF ligger sidst i gruppe B med to point for ti kampe. Danskerne har henholdsvis to og fem point færre end svenske Kristianstad og Montpellier fra Frankrig. KIF skal overhale de to hold, hvis det skal lykkes at nå 1/8-finalerne.

KIF møder på hjemmebane både Kristianstad og Montpellier efter nytår.

/ritzau/