Vanvittigt koncept: Lidl fjerner momsen på alle disse varer

Kamille Isaksen

47 uger siden

|

22/01/2024
Nyheder
Foto: Dagens.dk
Foto: Dagens.dk
Der er penge at spare, hvis du vælger at handle i LIDL.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I februar måned fjerner discountkæden Lidl momsen på al frugt og grønt*. Initiativet indgår som en del af dagligvarekædens sundhedsagenda, der har som formål at give kunderne bedre muligheder for at træffe sundere valg, når de køber ind.

Det skriver Lidl i en pressemeddelelse.

”Vi kigger løbende ind i, hvordan vi kan give vores kunder endnu bedre muligheder for at træffe sundere valg, når de handler hos os. Derfor prøver vi nu at fjerne momsen på frugt og grønt i en hel måned for alle Lidl Plus-kunder og indsamler dokumentation for effekten, som vi senere vil fremlægge på en konference. Vi glæder os til at følge, hvor meget mere frugt og grønt vores kunder vil putte i kurven, når de kan spare momsen,” siger Maria Lovecchio, indkøbsdirektør i Lidl Danmark. 

I hele februar trækker dagligvarekæden Lidl et beløb svarende til momsen fra prisen på al frugt og grønt, herunder også på tilbudsvarer, når man handler som Lidl Plus-kunde. Initiativet sker som en del af Lidls agenda om at give sine kunder bedre mulighed for at træffe sundere valg. En agenda, Lidl især de seneste år har sat et endnu større fokus på.  

“Initiativet er en del af en større plan, hvor vi i 2024 vil undersøge, hvordan danskerne reagerer, når vi arbejder med vores priser på plantebaserede varer, økologi og frugt og grønt. Jeg har noteret mig, at Coop også arbejder med momsfri frugt og grønt i sidste uge af januar måned. Det er rigtig positivt. Jo flere der samler evidens omkring hvordan kundernes indkøbsmønster flytter sig med en momsbesparelse på frugt og grønt - desto bedre,” siger Jens Stratmann, CEO i Lidl Danmark.  

Kampagnen ’Momsfri februar’ kommer i forlængelse af flere af kædens kampagner, der i høj grad har fokus på sundhed. I januar lancerede dagligvarekæden kampagnen ”Valget er Dit”, hvor kæden frem til udgangen af marts prismatcher en række veganske produkter med sammenlignelige animalske produkter. Samtidig tillbød Lidl i januar 25 % rabat på økologisk frugt og grønt hver lørdag for alle Lidl Plus-kunder.  
 
Pris har en stor betydning for, hvad vi putter i indkøbskurven 
Ifølge en måling fra Coop Analyse og Dansk Vegetarisk Forening er der bred opbakning blandt danskerne til afgifter på klimatunge fødevarer som kød, såfremt varer som frugt og grønt blev billigere**.  

”Vi ved, at pris i høj grad påvirker kundernes forbrugsvaner og har en betydelig indflydelse på, hvad de putter i kurven. Derfor er lavere priser på sundere fødevarer afgørende for at fremme en sundere livsstil. Det bliver simpelthen for udfordrende at erstatte slikposen med en bakke bær, hvis det udover at være en fristelse i sig selv også er dyrere,” siger Maria Lovecchio.  

Forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse, Mette Lolk Hanak, hilser initiativet velkommen: 

”Det, vi spiser, har stor betydning for vores sundhed og helbred, og alt for mange af os spiser ikke nok grøntsager og frugt. En af vejene til at ændre på det er at gøre det billigere at træffe de sunde valg i hverdagen. Når Lidl fjerner momsen, er jeg sikker på, at kunderne i februar vil komme hjem med mere frugt og grønt end normalt. Forhåbentlig kan initiativet inspirere vores politikere til at skrue på moms og afgifter, så det sunde bliver billigere og det usunde dyrere,” siger hun. 

Har dagligvarehandlen et ansvar når det kommer til sundhed?  

I Lidl ønsker man at være ansvarlige købmænd. Det har kæden vist ved flere lejligheder blandt andet ved at fjerne buræg og ferske turbokyllinger fra sortimentet, sætte aldersgrænse på energidrikke, reducere salt og sukker i kædens private-label produkter og i maj sidste år begyndte kæden også at udfase salget af tobak

I april retter Lidl opmærksomheden mod spørgsmålet om, hvilket ansvar dagligvarekæderne egentlig har. Her holder Lidl en sundhedskonference på sit hovedkontor i Aarhus, hvor inviterede gæster, herunder andre dagligvarekæder, politikere, NGO'er og journalister, vil deltage i diskussionen om aktuelle sundhedsdagsordener indenfor kost og indkøbsvaner.  
 

Lidl Plus-appen kan downloades gratis og har flere kundefordele. Udover at kunne købe momsfri frugt og grønt i februar, får man også alle Lidl-kvitteringer samlet ét sted, adgang til skarpe kupon-tilbud og online tilbudsaviser lige ved hånden.  

Læs mere om Lidl Plus på lidl.dk/Lidl-Plus eller download den via App Store og Google Play. 

*Lidl overholder de gældende momsregler, men reducerer priserne svarende til det danske momsniveau.  
** Måling fra Coop Analyse og Dansk Vegetarisk Forening, august 2023: https://coopanalyse.dk/analyse/02_9999-vegetar/