Det sydgående spor på Helsingørmotorvejen ved Hørsholm nord for København var mandag eftermiddag spærret i flere timer på grund af en væltet pickup med trailer.
Trafikken nåede at være lukket i omkring to en halv time, før motorvejssporet kunne åbnes igen mandag ved 18.30 tiden, oplyser vagtchef Søren Bjørnestad, Nordsjællands Politi.
Ingen kom alvorligt til skade, selv om både køretøjet og traileren endte med bunden i vejret. Men to personer i pickuppen er temmelig chokerede, fortæller vagtchefen.
- Vidner har fortalt, at traileren på et tidspunkt kom i slinger, og så væltede køretøjet. Tilsyneladende var farten ikke høj, siger Søren Bjørnestad.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken kort efter klokken 16 mandag eftermiddag.
Den væltede bil og trailer spærrede vejen, så trafikken på vej ind mod København ikke kunne passere.
Først da redningsberedskabet fik fremskaffet en kran til at løfte det havarerede køretøj og traileren af vejen, kunne trafikken først på aftenen genåbnes.
I mellemtiden blev bilerne ledt væk fra motorvejen og på igen en afkørsel længere sydpå ved Kokkedal.
Politiet undersøger nu de nærmere omstændigheder ved ulykken.
/ritzau/