Venstre mener, at regeringen har "syltet" bedre vilkår for den danske fødevarebranche. Med udsigt til at Danish Crown samlet kan komme op på at afskedige omkring 800 medarbejdere, må regeringen skynde sig at forhandle sin vækstplan på området på plads.
Det siger Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen:
- Det går for langsomt med regeringens vækstplan for fødevaresektoren. Der skal sættes fuld turbo på forhandlingerne, så der kan komme mærkbare forbedringer på ramme- og konkurrencevilkårene for de danske virksomheder, siger han.
Ifølge Erling Bonnesen har regeringen trukket tiden for langt ud med vækstplanen ved at sende den forbi Natur- og Landbrugskommissionen.
- Nu er problemerne der, og så må regeringen handle. Vi har været til det første møde i forhandlingerne, og vi kommer gerne igen, siger Erling Bonnesen.
Han mener, at aftalen skal på plads i foråret, så der kan lovgives inden sommerferien.
- Det er også min opfattelse, at det er regeringens mål, siger Erling Bonnesen.
Han efterlyser samtidig svar fra fødevareminister Dan Jørgensen (S) på, hvor mange arbejdspladser der ligger i regeringens udspil til vækstplanen.
- På det første samråd med den nye fødevareminister kunne jeg ikke få svar på, hvor mange arbejdspladser der er i regeringens udspil. Det bør man have et svar på, siger Erling Bonnesen.
/ritzau/