V om psykiatri-plan: Regeringen er ikke ambitiøs nok

admin

10 år siden

|

16/05/2014

Dagens topnyheder

Regeringen vil poste 1,6 milliarder kroner i psykiatriområdet over de næste fire år, og selvom udspillet fra sundhedsminister Nick Hækkerup (S) indeholder flere tiltag, som Venstre er enig i, er regeringen ikke ambitiøs nok, mener oppositionspartiet.

- Der er bestemt elementer, hvor vi kan se, at regeringens oplæg ligner det oplæg, vi selv er kommet med. Så vi kan sagtens se os selv i det, men der er områder, hvor vi ikke mener, at regeringen er ambitiøs nok, siger Venstres psykiatriordfører, Jane Heitmann.

Regeringens plan indeholder en række initiativer, der skal sikre en mere ligeværdig indsats, hvor mennesker med psykiske lidelser og pårørende inddrages mere systematisk og oplever sammenhæng i indsatsen. Planen indeholder også en udbygning af den ambulante psykiatri.

Men når det kommer til patientrettighederne, mangler der vilje, lyder det fra Venstre.

- Vi vil i Venstre give patienterne en reel rettighed til hurtig udredning. Så hvis man ikke kan blive udredt på et offentligt sygehus på 30 dage, vil vi sikre, at patienterne kan blive udredt i eksempelvis privat regi, siger Jane Heitmann og uddyber:

- Det er problematisk, at patienterne ikke får en reel ret til udredning. Regeringen har en forventning om, at regionerne vil leve op til udredningen inden 30 dage, men det er ikke nok at have en forventning. Det skal være en rettighed. Det samme gælder behandlingsgarantien.

Derudover undrer det Jane Heitmann, at regeringen ikke har afsat det fulde beløb, der egentlig er til rådighed.

Satspuljen, der skal finansiere den nye handlingsplan, har nemlig også fået et løft på 300 millioner kroner om året. Penge, som også skal postes i psykiatrien, hvis det står til Jane Heitmann.

- 1,6 milliarder kroner er mange penge, men hvis det skal have en effekt på den meget lange bane, så bliver vi nødt til at booste psykiatrien med de 300 millioner også, og jeg synes, at det er skuffende, at regeringen ikke har taget det fulde beløb med, siger hun.

Satspuljepartierne er nu indkaldt til forhandlinger. Ifølge Jane Heitmann er Venstre klar til at bakke op om dele af udspillet.

/ritzau/