Det er under al kritik, når integrationsminister Inger Støjberg (V) vil til at indrykke annoncer i udenlandske aviser om stramninger i dansk asylpolitik for at holde flygtninge fra Danmarks grænser.
Sådan lyder det ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag fra en række Venstre-folk, hvoraf flere dog ikke ønsker at stå frem med navn.
- Jeg er meget, meget skuffet. Det er en frastødende måde at handle på.
- Vi er i gang med at bygge en mur op omkring os selv og sparker til de flygtninge, der prøver at komme ind, siger Michael Gatten (V), der er medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.
Tidligere i denne uge kunne Jyllands-Posten fortælle om menneskesmuglere, der har hjulpet flygtninge med at sammenligne vilkår og ydelser i EU-lande via detaljerede skemaer.
Men derfra kan man ikke slutte, at Inger Støjbergs forslag om annoncer i internationale medier om stramninger på udlændingeområdet vil få flygtninge til at fravælge Danmark, mener Jens Rohde (V), medlem af EU-Parlamentet.
Han mener, at regeringen bør gå andre veje, hvis den reelt er interesseret i at løse asylproblemerne i Europa.
- Spørgsmålet er, om man ønsker at løse problemerne, eller om man ønsker at leve politisk af dem.
- Man kunne godt ønske sig, at vores minister - inden hun sætter en masse ting i søen og stiller sig op på tv og slår sig på brystet og viser, hvor stærk hun er - tog på feltstudier og rent faktisk så på forholdene i Syrien, Libyen, Grækenland og flygtningelejrene, siger Rohde.
Med annoncekampagnen tegner regeringen et billede af Danmark som "et fremmedfjendsk land", mener Inge Dorte Mandrup, lokalformand for Venstre i Norddjurs Kommune.
- Man sparker nedad. Og man rammer de forkerte, siger hun til Jyllands-Posten.
Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra Inger Støjberg, men Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth, siger til Jyllands-Posten:
- Venstres politik på dette område kommer ikke til at rykke sig en millimeter.
/ritzau/