USA's handelskammer: Forholdet til Cuba skal styrkes

admin

|

30/05/2014

Dagens topnyheder

Tiden er kommet for en ny amerikansk politik over for Cuba, lyder det fra USA's handelskammer.

- I alt for lang tid har forholdet mellem vores to lande været defineret af vores forskelle og været hæmmet af fortiden, siger handelskammerets leder Thomas Donohue i en tale til cubanske politikere og studenter i Havana.

- Det behøver ikke være sådan. Det er på tide at åbne et nyt kapitel i det amerikansk-cubanske forhold, fortsætter han i talen.

Han påpeger, at Cuba er i færd med at reformere en del af landets økonomiske politik, og at landets private sektor vokser. Han opfordrer dog Cuba til at arbejde endnu mere for at sikre økonomiske reformer til gavn for det cubanske folk.

Og han opfordrer samtidig præsident Barack Obama til at gøre rejser mellem landene lettere og til at åbne op for mere handel.

- Det er i det amerikanske folks interesse, mener Thomas Donohue, der også mødtes med præsident Raul Castro på sin rejse.

USA's handelskammer har længe været modstander af handelsembargoen mod Cuba, der blev indført i 1962, og har kaldt den skadelig for amerikanske handelsinteresser.

Tilhængere af embargoen, blandt andet dele af det cubanske eksilsamfund, har protesteret mod Donohues rejse til Cuba.

USA's handelskammer repræsenterer omkring tre millioner virksomheder.

/ritzau/AFP