USA indfører nye sanktioner mod Kreml

admin

10 år siden

|

28/04/2014

Dagens topnyheder

USA indfører nye sanktioner mod syv personer fra Kreml og mod 17 russiske virksomheder med bånd til præsident Vladimir Putin, meddeler Det Hvide Hus.

I de først amerikanske erklæringer bliver der ikke angivet navne på de personer, som bliver omfattet af sanktionerne. Men BBC skriver, at det blandt andet gælder et medlem af Dumaen, Aleksej Pusjkov, og Igor Setjin fra energiselskabet Rosneft.

- De nye sanktioner bygger på dem, der allerede er indført, siger den amerikanske præsident, Barack Obama, der tidligere mandag bebudede sanktionerne ved et pressemøde i Manila sammen med den filippinske præsident, Benigno Aquino.

Rusland har prompte reageret og truet USA med "smertelige" reaktioner på de nye sanktioner.

- Vi vil selvfølgelig svare igen, siger den russiske viceudenrigsminister, Sergej Rjabkov, til nyhedsbureauet Interfax.

- Vi er sikre på, at vores svar vil få smertelige virkninger på Washington, tilføjer han.

Amerikanske embedsmænd siger, at de er overbeviste om, at de allierede i EU vil gå med og indføre sanktioner mod vigtige sektorer i den russiske økonomi, hvis det bliver nødvendigt. Foreløbig er EU-landene klar med en tredje runde sanktioner.

USA siger, at Rusland ikke lever op til en aftale, som skærtorsdag blev indgået i Geneve om at dæmpe spændingerne i det østlige Ukraine, hvor væbnede prorussiske separatister har besat over en halv snes offentlige bygninger.

De prorussiske militante separatister har senest taget en stribe observatører fra sikkerheds- og samarbejdsorganisationen OSCE, deriblandt en dansker, som gidsler i byen Slavjansk.

- Vi vil gå efter personer, der er i præsident Vladimir Putins inderkreds, og som har en betydelig indflydelse på den russiske økonomi.

- Vi vil gå efter virksomheder, som de eller andre i inderkredsen kontrollerer, siger Tony Blinken, der er vice-national sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus, til tv-stationen CBS.

Obama siger, at USA også vil gå efter visse højteknologiske eksportartikler, men han gør det klart, at enhver beslutning om på et tidspunkt at indføre sektorbaserede sanktioner mod Ruslands økonomi kommer til at afhænge af, om USA og dets allierede kan arbejde sammen om det videre forløb.

/ritzau/Reuter