Forud for USA's præsident, Barack Obamas, besøg i Sydkorea er de amerikanske øjne skarpt rettet mod Nordkorea.
Tirsdag advarer Sydkoreas forsvarsministerium om, at styret i Nordkorea meget vel kan være ved at forberede en ny atomprøvesprængning, og det får USA til at følge "meget tæt" med i, hvad der sker på den del af halvøen.
- Nordkorea har en historie med at provokere, og vi er altid opmærksomme på muligheden for, at den slags kan ske. Vi holder tæt øje med det, siger talsmand for Det Hvide Hus Jay Carney.
Carney nægtede at kommentere på validiteten af de sydkoreanske advarsler, men understreger, at Nordkoreas mulige handlinger "formentlig vil være i strid med en række aftaler, hvilket selvfølgelig er noget, landet har gjort mange gange før."
Advarslen fra Sydkorea går på, at der er øget aktivitet omkring Nordkoreas primære atomanlæg.
- Vores militær har i øjeblikket opdaget meget aktivitet i og omkring atomanlægget Punggye-ri, siger en talsmand for Sydkoreas forsvarsministerium.
- Nordkorea kan være ved at arrangere en overraskende atomprøvesprængning eller bare foregive en atomprøvesprængning, lyder det videre.
USA anbefaler Nordkorea at afholde sig fra at begive sig ud i prøvesprængningerne.
- Vi bliver ved med at opfordre Nordkorea til at undlade at gør noget, der kan true den regionale fred og sikkerhed. Samtidig anmoder vi dem om at respektere landets internationale forpligtelser, siger talskvinden for det amerikanske udenrigsministerium, Jen Psaki.
Barack Obama er i disse dage på en ugelang tur rundt i Asien og ankommer til Sydkorea fredag.
Der har floreret flere spekulationer om, at Nordkorea ville prøve at iscenesætte en provokerende handling under besøget.
Sydkoreas forsvarsministerium oplyser, at Nordkorea er i stand til at gennemføre en ny atomprøvesprængning, så snart ledelsen i Pyongyang giver ordren.
Nordkorea har foretaget stærk kritiserede atomprøvesprængninger i både 2006, 2009 og 2013.
Den seneste underjordiske atomtest blev mødt med både forargelse, fordømmelse og sanktioner fra omverdenen, men blev i Nordkorea fejret med en orkestreret folkefest.
/ritzau/