Uro i Venezuela: Motorcyklist skød på demonstranter

admin

|

23/03/2014

Dagens topnyheder

Efter knap to måneder med uroligheder er dødstallet i Venezuela oppe på 34. Lørdag berettede vidner og lokale medier om, at tre personer er døde af deres kvæstelser.

Demonstrationerne, der begyndte den 4. februar anført af studerende, er den hidtil største udfordring for den socialistiske præsident Nicolás Maduro, som sidste år overtog magten efter Hugo Chávez.

De regeringsfjendtlige demonstranter mener, at Maduro er inkompetent og uden politisk vilje til at bekæmpe korruption, høj kriminalitet, inflation og mangel på basale fødevarer. Derfor vil demonstrationerne fortsætte, indtil Maduro går af, lyder det.

Tusindvis er også gået på gaden for at kræve, at de studerende, der er blevet anholdt under urolighederne, bliver løsladt.

26-årige Argenis Hernandez er en af de seneste ofre under konflikten. Han blev skudt i maven, da han demonstrerede nær en barrikade i Valencia.

En motorcyklist, der forsøgte at krydse barrikaden, skød mod demonstranterne, der ikke ville lukke ham igennem. Hernandez døde lørdag morgen, skriver lokale medier.

Buschauffør Wilfredo Rey døde fredag aften, efter at han blev skudt i hovedet under et sammenstød mellem demonstranter og hætteklædte mænd i San Cristobal, beretter de lokale beboere. Rey var angiveligt ikke involveret i demonstrationerne.

Den tredje dræbte er 40-årige Jesus Labrador. Han blev ramt af en kugle lørdag i Merida under et skudopgør mellem bevæbnede demonstranter og hætteklædte mænd på motorcykler ifølge en beboer i området.

Han døde få minutter efter at være ankommet på hospitalet. Fire andre blev såret under skuddramaet.

Maduro har tilbudt at gå i dialog med oppositionen, men dette er blevet afvist gentagne gange med begrundelsen, at det kun vil være til gavn for fotograferne og det regerende socialistiske parti.

Maduro siger, at afvisningen er et bevis på, at oppositionen er mere interesseret i magt end forhandling.

/ritzau/Reuters