Universitet gransker Esben Lunde for muligt ph.d.-plagiat

admin

9 år siden

|

24/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- En usædvanlig og overraskende sag.

Sådan lyder det fra dekan for det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, Kirsten Busch Nielsen, efter, at forskningsminister Esben Lunde Larsen tirsdag har bedt universitetet granske, om han har plagieret dele af sin ph.d.-afhandling fra 2012, kaldet "Frihed for Loke saavelsom for Thor".

Ministerens anmodning om at få gransket sin egen videnskabelige redelighed kommer på baggrund af rygter i det videnskabelige miljø om, at den nuværende ministers afhandling kan være et plagiat.

Det er rygter, som Esben Lunde Larsen "stiller sig uforstående overfor", men vel at mærke med den tilføjelse, at "alle kan begå fejl".

- Det er en usædvanlig og overraskende sag, der nu bliver rejst, siger universitetets Kirsten Busch Nielsen i en pressemeddelelse.

- Universitetet tager sager om god videnskabelig skik meget alvorligt og vil nu undersøge, om der er belæg for at foretage en større udredning af sagen. Det rådfører jeg mig med Akademisk Råd om.

- Vi tilstræber en kultur, hvor der tales åbent om, hvad god forskning er, siger hun.

Dekanen vil nu – i samråd med ph.d.-skolelederen - beslutte, hvordan sagen skal belyses. Det vil i første omgang ske via et sagkyndigt udvalg, der kan rådgive om videre sagsskridt.

Ifølge ministeren har han ikke "bevidst forsøgt at snyde" i sin ph.d.

- Jeg har ikke bevidst forsøgt at hverken snyde eller plagiere. Jeg er helt uforstående over for de rygter, der kører. Et enigt bedømmelsesudvalg ved Københavns Universitet har godkendt min afhandling, anfører ministeren i en mail til Ritzau.

/ritzau/