To unge fra bandemiljøet er torsdag blevet dømt for et planlagt overfald med kniv, kølle, slag og spark på en elev på Københavns Tekniske Skole.
Et nævningeting i Retten på Frederiksberg har straffet den ene, der er 23 år, med fængsel i to år og ni måneder. Heri indgår reststraf på 183 dage fra en tidligere dom.
Den anden, der er 20 år, har fået fængsel i et år og ni måneder.
Begge mænd, der er med i banden Loyal to Familia, har taget betænkningstid med hensyn til, om de vil anke til landsretten.
Overfaldet skete om morgenen 11. februar sidste år. En af eleverne på skolen på Rebslagervej var netop ankommet i en bil, da han blev omringet af en gruppe maskerede mænd.
Offeret, der studerer til tandtekniker, blev blandt andet tildelt mere end 10 stik med en kniv.
Voldsmændene flygtede i en bil, som kort efter blev stukket i brand på Bispebjerg Bakke.
Den 23-årige har tilstået, at han slog offeret med en baseballkølle. Han kendte dog ikke vedkommende, har han sagt.
- En kammerat spurgte mig dagen før, om jeg ville være med til at give en stor gut en røvfuld, har den dømte forklaret.
Volden var ikke led i opgøret mellem Loyal to Familia og andre bander, har han bedyret. Men han har erkendt sit medlemskab.
- Det er mine brødre, det er et broderskab. Vi hænger ud sammen, fordi vi er venner og barndomsvenner, har han sagt.
I øvrigt har retten fastslået, at Statsadvokaten i København kom alt for sent med en påstand om, at den særlige bandeparagraf, som kan forhøje straffen, skulle bruges i sagen.
I første omgang mente statsadvokaten ikke, at paragraffen var relevant.
Også påstanden om, at de unge havde til hensigt at dræbe eleven, er blevet afvist. I stedet er de blevet dømt for vold af særlig farlig karakter.
Ved siden af de voldelige aktiviteter er den 23-årige ved at uddanne sig til bager.
Den yngre har opnået titlen som månedens supersælger i et teleselskab, hvor han har været ansat.
Sidstnævnte var også med som chauffør, da Loyal to Familia ligeledes i februar sidste år gik til angreb på to unge på Rådvadsvej. Straffen i den sag blev 10 måneders fængsel.
/ritzau/