Ung skuespiller bange for Angelina Jolie

admin

10 år siden

|

14/05/2014

Dagens topnyheder

Øjeblikket, hvor man står ansigt til ansigt med et af sine idoler, er ofte forbundet med stor glæde, men også med næsten lige så stor ærefrygt.

Sådan var det i hvert fald for den unge skuespiller Elle Fanning første gang, hun skulle møde Hollywood-stjernen Angelina Jolie.

- Hun er den mest elegante kvinde i hele verden. Når hun går ind i et rum, lægger alle mærke til hende, siger Fanning til Fashion Magazine og fortæller, at hun havde svært ved at virke cool første gang, hun mødte stjernen.

- Jeg var så nervøs. Hun er ligesom dronningen. Men da vi skulle øve sammen for første gang, gav hun mig et kæmpe kram med det samme, og så var det hele fint, fortæller det 16-årige stjernefrø.

Elle Fanning, som er søster til skuespilleren Dakota Fanning, fik lov til at møde Jolie, da begge skuespillere medvirker i filmen "Maleficent", som er en nyfortolkning af eventyret om Tornerose og får premiere i Danmark i slutningen af maj.

Den 16-årige Fanning medvirkede i sin første film, inden hun var fyldt tre år, da hun skulle spille en yngre udgave af sin storesøster Dakota i filmen "I Am Sam".  

Newspaq