Underskuddet bliver mindre i Vestas

admin

10 år siden

|

03/02/2014

Dagens topnyheder

Vestas kom ud af 2013 med et resultat før skat på minus 269 millioner kroner mod et underskud på 5,3 milliarder kroner i 2012.

Det positive resultat skyldes i høj grad et stærkt fjerde kvartal, hvor vindmølleproducentens omsætning godt nok faldt til 17,629 milliarder kroner fra 18,757 milliarder kroner et år tidligere.

Det viser årsregnskabet, som er koncernchef Anders Runevads første, efter at han overtog posten fra Ditlev Engel, der blev fyret i august sidste år.

Regnskabet for 2013, som mandag aften overraskende blev offentliggjort et halvt døgn, inden det var ventet, markerer enden på et såkaldt toårigt turnaround, og den flotte afslutning på forløbet glæder Anders Runevad.

- Den skaber et solidt udgangspunkt for Vestas' fremtidige strategi, hvor Vestas fortsat vil fokusere på lønsom vækst, siger koncernchefen i en udtalelse.

Et ønske om større økonomisk fleksibilitet og i sidste ende flere forretningsmuligheder er samtidig baggrunden for, at Vestas har besluttet at udbyde over 20 millioner nye aktier.

Aktieemissionen er formentlig også årsagen til, at årsregnskabet er offentliggjort før tid.

Vindmølleselskabet styrker samtidig sin finansielle position ved indgåelsen af en ny femårig kassekredit på i alt 6,347 milliarder kroner, fremgår det af regnskabet.

- Vestas har til hensigt at anvende nettoprovenuet fra emissionen til at opnå større økonomisk fleksibilitet og til yderligere at forbedre selskabets finansielle stabilitet ved at styrke selskabets soliditetsgrad og opnå mere fleksible bankengagementer.

- Bestyrelsen forventer, at dette vil generere yderligere forretningsmuligheder og dermed accelerere Vestas' strategi om at opnå lønsom vækst, skriver Vestas i regnskabsmeddelelsen.

For 2014 venter Vestas, at omsætningen når minimum 44,8 milliarder kroner inklusive serviceomsætningen, der ventes at vokse.

Den store danske virksomhed kommer mandag aften med endnu en nyhed, nemlig at Jørgen Huno Rasmussen, tidligere topchef i FLSmidth, ikke ønsker genvalg til Vestas' bestyrelse.

Bestyrelsen foreslår, at han erstattes af prorektor på Københavns Universitet, forhenværende klima- og energiminister samt forhenværende ligestillingsminister Lykke Friis, som på Facebook glæder sig til den nye udfordring.

/ritzau/