Ulrik Wilbek: Vi skal vinde de tre første kampe

admin

10 år siden

|

10/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Målsætningen for håndboldherrerne ved EM på hjemmebane er guldmedaljer, og derfor er det måske heller ikke overraskende, at landstræner Ulrik Wilbek melder ambitiøst ud inden de tre første kampe mod Makedonien, Østrig og Tjekkiet.

- Det er selvfølgelig en klar målsætning for os at vinde de tre første kampe i indledende pulje. Det vil være et rigtigt godt afsæt til en semifinale, siger landstræneren.

Han har forsøgt at øge intensiteten i forberedelsesfasen inden EM, så man ser et knivskarpt dansk hold fra første fløjt.

- Vi er ikke kendt for at være hurtige startere ved mesterskaber, men det, håber jeg, bliver bedre denne gang.

- Derfor håber jeg også, at vi i den første kamp mod Makedonien vil være endnu mere klar, end vi vil være tidligere, siger Wilbek.

Spillertruppen er helt på linje med træneren. Uanset, hvem man spørger, er forventningen, at Danmark skal have maksimumpoint med over i mellemrunden.

René Toft Hansen er slet ikke i tvivl om, at det lykkes.

- Vi skal have seks point. Der er ikke noget at rafle om. Vi møder tre hold, der ikke er blandt favoritterne, og vi har tilskuerne med os. Derfor er jeg også sikker på, at det nok skal lykkes, siger René Toft Hansen.

Danmark bliver i mellemrunden parret med de tre bedste hold i dynamitgruppen fra Aalborg, der tæller Island, Spanien, Ungarn og Norge.

Kun de to bedste hold i mellemrunden går videre til semifinalerne, og derfor vil et pointtab i indledende runde uden tvivl gøre det sværere at blande sig i medaljekampene.

/ritzau/