Ukrainske styrker vil fortsætte deres offensiv mod oprørere i den østlige del af landet, indtil fred og orden er blevet genoprettet, siger den midlertidige forsvarsminister i Kijev.
Kampene er intensiveret omkring Slavjansk, hvor 12 ukrainske soldater blev dræbt torsdag, da prorussiske oprørere skød en af militærets helikoptere ned.
Helikopteren blev ramt, efter at den havde sat tropper af på en militærbase i området nær Slavjansk, der har været under separatisternes kontrol siden begyndelsen af april.
Snesevis af separatister blev dræbt ved et slag mandag ved lufthavnen i Donetsk.
Den midlertidige forsvarsminister, Mikhailo Koval, siger til journalister, at de ukrainske stykker vil fortsætte deres operationer i grænseområderne "indtil disse regioner begynder at leve normalt, og indtil der er fred."
Han gentager beskyldninger om, at Rusland støtter separatisterne.
Efter uger med beskyldninger fra Kijev om russisk deltagelse i optøjerne indrømmede en separatistleder i Donetsk torsdag, at nogle af de dræbte i regeringsoffensiven var "frivillige" fra Rusland, og at deres lig vil blive sendt hjem.
- De, der er frivillige fra Rusland, vil blive sendt hjem i dag, sagde separatistlederen Denis Pusjilin ifølge Reuters.
/ritzau/Reuters