Efter at den ukrainske opposition lørdag aften takkede nej til en udstrakt hånd fra præsident Viktor Janukovitj til at løse den tilspidsede krise i landet, er det tidligt søndag atter kommet til sammenstød i hovedstaden, Kijev.
Det skete, da regeringsmodstandere prøvede at storme kongrescentret Det Ukrainske Hus nær uafhængighedspladsen, Majdan, i hovedstadens centrum og kastede med molotovcocktails.
Sikkerhedsstyrkerne, der havde forskanset sig i bygningen, svarede igen med tåregas og chokgranater, beretter øjenvidner.
Efterfølgende viste tv-billeder, hvordan omkring 200 urobetjente forlod bygningen ad en sideindgang. Demonstranterne har nu fuld kontrol over kongrescentret, lyder det fra Fædrelandspartiet, den fængslede tidligere premierminister Julia Timosjenkos parti.
- Opgaven er fuldført. Det Ukrainske Hus er indtaget uden blodsudgydelser, siger en anden oppositionsleder, den tidligere bokseverdensmester Vitalij Klitsjko, til nyhedsbureauet Interfax.
Indenrigsministeriet bekræfter ifølge nyhedsbureauet AFP, at sikkerhedsstyrkerne har forladt Det Ukrainske Hus, en tom udstillings- og museumsbygning fra Sovjettiden, som politiet de seneste uger har brugt som base.
Det er sket for at undgå en yderligere tilspidsning af konflikten, der tidligere på ugen kostede tre demonstranter livet.
Hundredvis af demonstranter opholdt sig søndag morgen i og omkring Det Ukrainske Hus, hvor situationen ifølge ukrainsk tv atter var rolig.
Vitalij Klitsjko siger til Interfax, at demonstranterne ikke har planer om at bruge bygningen, men at de vil forhindre politiet i at vende tilbage.
Han deltog lørdag sammen med andre oppositionsledere i et møde med præsident Janukovitj, der tilbød at udnævne den tidligere økonomi- og udenrigsminister Arsenij Jatsenjuk fra Timosjenkos Fædrelandsparti til ny premierminister for at løse krisen.
Oppositionen har dog ikke villet tage imod præsidentens udstrakte hånd, men forlangt flere forhandlinger.
- Vi afviser ikke direkte forslaget, men vi siger heller ikke ja til det, sagde Jatsenjuk til Interfax.
Oppositionen kræver blandt andet en ukrainsk tilnærmelse til EU, nyvalg til præsidentposten samt en omstridt lov, der indskrænker retten til at demonstrere, trukket tilbage. På det sidste punkt ser Janukovitj nu ud til at nærme sig sine kritikere.
/ritzau/dpa