De moskvatro myndigheder i Krims hovedby, Simferopol, har mandag indledt en drabsefterforskning, efter at en russisk soldat søndag skød og dræbte en angiveligt beruset ukrainsk officer på halvøen ved Sortehavet.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om det andet ukrainske dødsfald, siden Rusland annekterede Krim i sidste måned.
Den 32-årige ukrainske officer skal have angrebet og såret den russiske soldat, som derfor affyrede de dræbende skud.
Det skete i byen Novofjodorovskoje 40 kilometer sydøst for Simferopol, oplyser en talsmand for anklagemyndigheden, Andrej Vassilko, til det russiske nyhedsbureau Interfax.
Ifølge ukrainske medier gjorde de ukrainske soldater i byen klar til at blive trukket hjem til Mykolajev-området, nu da Krim er under russisk kontrol.
Den nu afdøde major Stanislav Karatjevskij kom op at skændes med den russiske soldat og holdt under konfrontationen fast i sin pligt til at forsvare Krim, samtidig med at han mindede om at have svoret troskab til Ukraine.
Den gifte far til to blev skudt og dræbt på femte sal af det kollegium, hvor de ukrainske soldater var indkvarteret.
- Den russiske marinesoldat skød den ubevæbnede officer. Han dræbte majoren med to skud, siger den ukrainske flådes talsmand Vladislav Selesnjov ifølge Reuters.
En anden ukrainsk soldat skal også være blevet banket og tilbageholdt af russiske soldater.
Såvel den ukrainske som den russiske forsvarsminister har lovet, at ukrainske soldater frit kan forlade Krim efter den russiske magtovertagelse af halvøen i Sortehavet. Ukraine anser stadig Krim som sit territorium.
Det første dødsfald efter Ruslands annektering af halvøen skete i Simferopol, hvor en ukendt gerningsmand skød og dræbte en ukrainsk soldat i et vagttårn i byen.
/ritzau/dpa