Ukraines premierminister truer Rusland med retssag

admin

10 år siden

|

13/05/2014

Dagens topnyheder

Ukraines fungerende premierminister, Arsenij Jatsenjuk, der tirsdag besøger Bruxelles for at drøfte krisen med Rusland, siger, at Kijev vil lægge sag an mod Rusland, hvis det ikke går med til at overholde en indgået kontrakt til almindelige markedspriser.

Han siger samtidig, at Moskva må holde op med at støtte separatisterne i den østlige del af landet. Desuden siger han, at det ikke vil lykkes for russerne at gøre Ukraine til en form for mislykket eller opløst stat.

- Vi opfordrer Rusland til at fordømme de separatistiske russere og overtale disse demonstranter - eller rettere sagt terrorister - til at forlade de besatte bygninger, siger Jatsenjuk.

EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, der holdt en fælles pressekonference med Jatsenjuk, lover fortsat støtte til Ukraine.

- Den såkaldte folkeafstemning er ulovlig. Vi vil ikke anerkende resultaterne fra den, understreger Barroso og tilføjer:

- Ukraine kan stole på EU - både nu og i fremtiden.

Ifølge Jatsenyuk har Rusland beslaglagt ukrainske besiddelser på Krim - blandt andet olie og gas.

- De har stjålet to milliarder kubikmeter gas, siger han.

Han fremhæver videre, at den næste ukrainske præsident vil tage til Bruxelles på sin første udlandsrejse for at underskrive de dele af en handels- og samarbejdsaftale, der endnu ikke er underskrevet.

EU's præsident, Herman Van Rompuy, var mandag i Kijev for at vise sin støtte til det planlagte præsidentvalg den 25. maj og for at diskutere en mulig løsning på krisen i Ukraine.

EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, var den første internationale topfigur, som besøgte Kijev, efter at præsident Viktor Janukovitj var blevet væltet i februar.

/ritzau/AFP