Ukraine udskyder dannelsen af regering til torsdag

admin

|

25/02/2014

Dagens topnyheder

Det ukrainske parlament har udskudt dannelsen af en overgangsregering til torsdag, oplyser den fungerende præsident Oleksander Turtjinov, som også er parlamentsformand.

Præsidenten er bekymret over "farlige tegn på separatisme" i nogle egne af landet, efter at Janukovitj er væltet, og det skal han tirsdag drøfte med sikkerhedsstyrkerne.

Nogle parlamentsmedlemmer har advaret om, at Ukraine kan blive delt, da der i særligt den østlige del af landet er bekymringer over, at den russiskvenlige præsident er væltet.

Overgangsregeringen skal styre landet frem til et præsidentvalg 25. maj.

Den fungerende præsident sagde søndag, at parlamentarikerne senest tirsdag skulle nå frem til en aftale om dannelse af en national enhedsregering.

Ved en afstemning i sidste uge besluttede parlamentet midlertidigt at overdrage præsidentens pligter og beføjelser til parlamentsformanden.

Ved en anden afstemning stemte parlamentarikerne for at fjerne Viktor Janukovitj fra præsidentposten i kølvandet på voldsomme protester og sammenstød i hovedstaden Kijev. Flere end 80 personer mistede livet i disse sammenstød.

Janukovitj flygtede fra hovedstaden, da det hele eskalerede i løbet af sidste uge.

/ritzau/Reuters