Ukraine tilbyder amnesti til prorussiske aktivister

admin

|

10/04/2014

Dagens topnyheder

Hvis de prorussiske separatister nedlægger våbnene og forlader de regeringsbygninger, som de har besat i den østlige del af Ukraine, vil de ikke blive retsforfulgt.

Det siger landets fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov.

Han siger, at han er parat til at udstede et dekret på baggrund af sin erklæring.

Prorussiske separatister forskanser sig fortsat og bygger barrikader omkring offentlige bygninger i Lugansk og Donetsk i det østlige Ukraine. I Lugansk bad aktivister den russiske præsident, Vladimir Putin, om hjælp.

Men aktivisterne deltog samtidig i forhandlinger om en nedtrapning af konflikten, som Ukraine frygter, kun har til formål at give Rusland et påskud for at intervenere i Ukraine.

Det tidligere KGB-hovedkvarter er en af regeringsbygningerne, som er blevet besat i denne uge i den østlige del af landet.

Demonstranter kræver regionale afstemninger om uafhængighed fra Kijev, ligesom det skete på Krimhalvøen, der er blevet annekteret af Rusland.

Aktivisterne appellerer til Ruslands præsident, Vladimir Putin, om støtte for det tilfælde, at ukrainske sikkerhedsstyrker skulle gøre alvor af en trussel om magtanvendelse.

Regeringen i Kijev mener, at urolighederne i Lugansk og flere andre østukrainske byer de seneste dage er russiske agenters værk. Den frygter, at det blot er begyndelsen på endnu en russisk annektering af ukrainsk territorium.

/ritzau/Reuters