Ukraine til Rusland: Vores grænsevagter skal samarbejde

admin

10 år siden

|

17/05/2014

Dagens topnyheder

Ukraine opfordrer Rusland til at samarbejde om de grænsevagter, der står på begge sider af grænsen mellem de to lande.

- Det er nødvendigt hurtigst muligt at genoprette et konstruktivt samarbejde mellem vores grænsevagter for at normalisere situationen og forebygge yderligere overtrædelser af statsgrænsen, lyder det ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass fra Ukraines udenrigsministerium.

- En pakke af foranstaltninger er nødvendig for at stabilisere situationen på den russisk-ukrainske grænse, tilføjes det.

Udmeldingen fra det ukrainske udenrigsministerium kommer samme dag som anden runde af dialog mellem landets midlertidige regering, prorussiske ukrainere og andre politiske organer. Dialogen skal forberede præsidentvalget 25. maj, men ingen separatister deltog.

- Rundbordssamtaler er smukke, men de løser intet, siger Aleksandr Borodaj, der er selvudnævnt "premierminister" i byen Donetsk i det østlige Ukraine, til nyhedsbureauet AFP.

11. maj afholdt både Donetsk-regionen og nabo-regionen Lugansk folkeafstemninger om hvorvidt de skulle bryde forbindelsen til centralregeringen i hovedstaden Kijev.

Ifølge separatisterne, som stod bag afstemningen, vil 89 procent af borgerne i Donetsk og 96,2 procent af borgerne i Lugansk løsrives fra Ukraine.

Flere eksperter frygter, at næste weekends præsidentvalg vil blive umuligt at gennemføre i det østlige Ukraine, hvor separatisterne blandt andet har kontrollen over regeringsbygninger og politistationer.

EU, USA og resten af Vesten ser præsidentvalget 25. maj som altafgørende for det kriseramte Ukraine, der både kæmper med separatister i øst og en trængt økonomi.

/ritzau/