Ukraine: Folkeafstemning er en kriminel farce

admin

10 år siden

|

11/05/2014

Dagens topnyheder

Den ukrainske regering i hovedstaden Kijev ryster på hovedet over søndagens folkeafstemning i det østlige Ukraine.

Det er prorussiske separatister, der i hast har indkaldt til afstemning om uafhængighed.

- Organisatorerne bag denne kriminelle farce har forbrudt sig mod forfatningen og ukrainsk lov, siger Ukraines udenrigsminister, Andrij Desjtsjytsja, i en kommentar.

- 11. maj-valget, der er inspireret, organiseret og finansieret af Kreml (den russiske regering, red.), har ingen lovlig værdi og vil ikke have nogle juridiske konsekvenser for Ukraines territoriale integritet.

Flere vestlige lande har også erklæret folkeafstemningen for ulovlig. Og Ruslands præsident, Vladimir Putin, har forgæves opfordret de prorussiske separatister til at udskyde afstemningen.

Valgstederne åbnede søndag morgen efter en nat med nye kampe i det østlige Ukraine . Indbyggerne i Slavjansk har natten igennem hørt adskillige eksplosioner, mens myndighederne fra Kijev forsøger at fordrive separatisterne fra de officielle bygninger, de har besat.

Valgstederne er åbne til søndag aften kl. 22, og resultatet forventes at ligge klart mandag over middag.

/ritzau/AFP