Ukraines parlament vedtog torsdag en kriselovpakke, som baner vej for økonomisk støtte fra Den Internationale Valutafond, IMF.
IMF er parat til at yde et kæmpelån til det kriseramte land på 146 milliarder kroner over de næste to år.
Det var tidligere mislykkedes at få lovpakken igennem det ukrainske parlament, men efter en pause kom medlemmerne tilbage til deres pladser og godkendte lovpakken med 246 stemmer for, hvilket var 20 mere end nødvendigt.
Krisepakken til Ukraine skal sikre, at landet ikke går fallit under konflikten med Rusland, som Ukraine har en enorm gæld til. Den åbner også op for, at USA og EU kan yde økonomisk hjælp til ukrainerne.
En mission fra Den Internationale Valutafond har arbejdet i den ukrainske hovedstad, Kijev, for at undersøge landets økonomiske situation samt diskutere et økonomisk reformprogram med de ukrainske myndigheder.
- Der er opnået enighed om en aftale med de ukrainske myndigheder om et økonomisk reformprogram, der kan blive støttet af en toårig aftale med Den Internationale Valutafond, skrev IMF i en pressemeddelelse inden afstemningen i parlamentet.
/ritzau/AFP