Mens politikerne diskuterer økonomiske fordele og ulemper ved EU's åbne grænser, arbejdskraftens frie bevægelighed og østeuropæiske landes medlemskab af Unionen, viser en ny opgørelse, at udenlandske indsatte i 2012 kostede 560 millioner kroner.
Og heraf udgjorde udgifterne til alene østeuropæere 200 millioner kroner. Det skriver Information.
Udgifterne får formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, til at opfordre til en revurdering af den såkaldte resocialisering af disse fanger.
Forbundsformanden tror nemlig ikke, Danmark får mere held med at få de indsattes hjemlande til at tage imod dem til afsoning.
- De skal jo alle sammen hjem, efter de har afsonet deres straf, og vi har ingen chancer for at resocialisere til for eksempel Rumænien, hvorfra de kommer af nød.
I stedet bør vi bruge pengene, hvor det hjælper - hvor folk kommer ud igen og har en chance for ikke at blive kriminelle igen, siger Kim Østerbye til Information.
Ifølge opgørelsen fra finansminister Bjarne Corydon (S) til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg sad der i 2012 i gennemsnit hver dag 1042 udenlandske indsatte i landets fængsler og arresthuse. Eller lidt mere end hver fjerde af de i alt 3970 indsatte.
Det er særligt antallet af østeuropæiske fanger, som stiger i disse år, og finansministeren forventer, at tallet for hele 2013 ender med at "afspejle niveauet" for de første seks måneder af sidste år.
I første halvår af 2013 sad der 387 østeuropæere bag tremmer, hvilket er en stigning på 18 procent siden 2011. Samtidig udgør de nu næsten hver 10. fange.
Østeuropæere er defineret som borgere fra de tidligere kommunistiske stater, og det er især borgere fra Rumænien og Litauen, som topper på Kriminalforsorgens liste over antal indsatte fordelt på statsborgerskab.
Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen, kalder de nye tal "voldsomme".
- Det er ærgerligt, at vi - på trods af opmærksomheden om det - kan konstatere, at rigtig mange med udenlandsk baggrund fylder godt i de danske fængsler, siger Martin Henriksen.
/ritzau/