Den tjekkiske cykelrytter Roman Kreuziger kan endnu ikke vide sig sikker på at slippe for karantæne, selvom han mandag blev frifundet af Tjekkiets olympiske komité.
Den internationale cykelunion (UCI) meddeler, at unionen lader muligheden stå åben for at appellere frifindelsen af cykelrytteren fra Tinkoff-Saxo, der har Bjarne Riis som manager.
- UCI tager rytterens frifindelse til efterretning, og vil overveje muligheden for at appellere afgørelsen til den internationale sportsdomstol (CAS), meddeler UCI på sin hjemmeside.
UCI har en måned til at fremsende en eventuel appel til den internationale sportsdomstol (CAS).
Også det internationale antidopingagentur (Wada) kan appellere frifindelsen af Roman Kreuziger.
Tinkoff-Saxo fjernede i sommer Roman Kreuziger fra truppen til Tour de France, fordi UCI varslede en sag mod ham på grund af uregelmæssigheder i hans blodpas.
Tallene stammer fra 2011 og 2012, da Roman Kreuziger kørte for Astana-holdet.
/ritzau/