Tyske profiler leder efter VM-formen

admin

10 år siden

|

03/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tyskland er en af bookmakernes topfavoritter til at vinde guld ved fodbold-VM i Brasilien, men landstræner Joachim Löw tager masser af bekymringer med til Sydamerika.

Skader og tvivlsom form plager flere af holdets profiler, og efter søndagens skuffende 2-2-test mod Cameroun står det klart, at Löw har meget at rette op på inden VM-premieren mod Portugal 16. juni.

- Friskheden mangler. Vores pasningsspil var ikke særlig godt, og vi lavede virkelig mange fejl. Det er noget, vi er nødt til at arbejde på, konstaterede Löw efter Cameroun-kampen.

Tyskernes playmaker, Mesut Özil har ledt efter topformen det meste af 2014 og leverede en ny, bleg indsats mod camerounerne.

I marts blev Özil pebet ud af det tyske hjemmepublikum, da tyskerne mødte Chile, og formen er ikke blevet meget bedre siden.

- Mesut Özil havde ikke en af sine bedste dage, og han har brug for to uger mere. Men så skal vi nok se en stærk Mesut ved VM, siger Löw ifølge nyhedsbureauet AFP.

Landstræneren sendte mandag blandt andre venstrebacken Marcel Schmelzer hjem fra VM-lejren, fordi Dortmund-spilleren efter et skadesplaget forår ikke kan nå i VM-form.

Blandt de, der slap med i den tyske 23-mands-trup er der flere usikre tilfælde.

Mangeårige støttespillere som Bastian Schweinsteiger og Miroslav Klose er således i gang med at træne sig i form efter skader, og målmand Manuel Neuer og kaptajn Philipp Lahm måtte stå over mod Cameroun med småproblemer.

Til gengæld kan Löw - midt i bekymringerne - glæde sig over, at han råder over en bred trup med meget kvalitet.

- Vores trup er afbalanceret, og vi har konkurrence på alle positioner, konstaterer den tyske landstræner.

Hans mandskab møder Armenien i Mainz på fredag i tyskernes sidste VM-test inden afrejsen til Brasilien.

/ritzau/