Tysk sprintkanon kan tage tre i træk i Bari

admin

10 år siden

|

13/05/2014

Dagens topnyheder

Cykelrytteren Marcel Kittel (Giant-Shimano) har i weekenden oplevet spurtafgørelserne i Giro d'Italia som et tag-selv-bord med sejre.

Tyskeren vandt i suveræn stil lørdag, selv om han fik indledt sin spurt for sent og lå langt tilbage. Søndag vandt han efter samme opskrift.

Mandag rejste hele Giro-karavanen fra Irland til Italien, og tirsdag kan Kittel meget vel vinde igen.

Etapen på kun 112 kilometer fra Giovinazzo til Bari er pandekageflad, og indbyder til, at den store tysker igen viser et antrit, som sætter konkurrenterne til vægs.

Ydermere har konkurrenterne svært ved at se, hvordan de skal besejre ham.

Den 40-årige italiener Alessandro Petacchi (Quickstep) har vundet 27 etaper i Giro d'Italia i karrieren. Lige nu ligger han på andenpladsen i løbets samlede stilling - otte sekunder efter Michael Matthews (Orica-Greenedge) i førertrøjen.

Petacchi kan overtage førertrøjen tirsdag, men det kræver, at han vinder etapen og tager de 10 sekunders tidsbonus. Og for at gøre det, skal han besejre Marcel Kittel.

- Han er et bæst. Hvordan skal jeg kunne slå ham? Det er jo ikke bare hans succes her. Hans fire etapesejre i Tour de France sidste år var jo ingen tilfældighed.

- Han er flyvende og det er svært at slå ham. Hvis du lader ham åbne spurten, vinder han med tre cykellængder. Man er nødt til at komme ham i forkøbet som Ben Swift (Sky) gjorde forleden dag. Men alligevel kommer han blæsende forbi, siger Petacchi.

Marcel Kittel vil ikke selv udtale sig om det, men alle forventer, at han forlader Giro d'Italia inden løbet rammer bjergene, fordi han skal hjem og forberede sig til Tour de France.

/ritzau/