Tyrkiet udsætter vintertid på grund af valg og sikkerhed

admin

|

25/10/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tyrkerne skulle egentlig som europæerne stille uret en time tilbage natten til søndag, men det er ikke sket.

Regeringen har besluttet at udskyde omstillingen til vintertid - eller normaltid - med to uger af hensyn til sikkerheden før parlamentsvalget 1. november.

Landets energiminister, Ali Riza Alaboyun, forklarer beslutningen med, at de lyse aftener kan hjælpe myndighederne til at opretholde ro og orden før valget i næste weekend.

Omstillingen til vintertid kommer til at ske 8. november.

Regeringen er bekymret over uroen i den sydøstlige del af landet, hvor tyrkiske sikkerhedsstyrker og militante fra Kurdistans Arbejderparti jævnligt har voldsomme sammenstød.

Tyrkiske kampfly har bombet kurderne både i den sydøstlige del af landet og i det nordlige Irak.

Siden en standardisering i EU i 1996 har medlemslandene haft sommertid fra sidste søndag i marts til sidste søndag i oktober.

Omkring 70 lande benytter sommertid for at få mere ud af dagslyset om aftenen.

/ritzau/dpa