Michael Laudrup skal det næste stykke tid være fodboldkommentator på TV3's kanaler.
Det danske fodboldikon kommer på sin første opgave, når TV3 på næste lørdag transmitterer storkampen i den spanske liga mellem Real Madrid og FC Barcelona - det såkaldte El Clasico.
Michael Laudrup har selv deltaget i en lang række kampe mellem de to spanske storklubber i sin aktive fodboldkarriere.
- Jeg har spillet med i en lang række El Clásico-opgør og ved, hvor meget de kampe betyder for fansene, for klubberne og for fodbolden i Spanien.
- Der er simpelthen noget helt specielt på spil, når de to hold tørner sammen, og jeg glæder mig selvfølgelig til at være med i dækningen af kampen, siger Michael Laudrup til tv3sport.dk.
Den danske fodboldtræner skal desuden kommentere kampe i Champions League og Premier League.
Laudrup stoppede i sommer i Lekhwiya, som han gjorde til mester og pokalvinder i Qatar.
/ritzau/