Tv-vært får Trump til at droppe vigtig debat

admin

460 uger siden

|

27/01/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når feltet af kandidater, der forsøger at blive udpeget til Republikanernes præsidentbud i USA, går på scenen til en tv-debat transmitteret af Fox News, bliver det uden frontløber Donald Trump.

Det slår Trumps kampagneleder, Corey Lewandowski, fast over for The Washington Post.

- Han vil helt sikkert ikke deltage i Fox News' debat, siger Lewandowski til avisen.

- Hans ord er hans løfte, siger kampagnelederen videre.

Ifølge The New York Times tilføjer Corey Lewandowski, at beslutningen "ikke er til forhandling".

Dermed er tidligere trusler fra Donald Trumps side om at droppe tv-debatten blevet omsat til handling.

Debatten på tv foregår torsdag aften lokal tid i Des Moines i delstaten Iowa. Trump bliver i den vigtige stat, hvor vælgere på mandag ved forsamlingshusmøder (caucus) udpeger den kandidat, som skal være partiets præsidentkandidat.

Ugen efter er det første primærvalg i staten New Hampshire.

I stedet for at deltage på skærmen sammen med sine modkandidater vil Donald Trump være vært for et arrangement, der skal indsamle penge til sårede soldater og andre veterangrupper. Det oplyser Corey Lewandowski til The Washington Post.

Årsagen til Trumps afbud skal findes i Fox-værten Megyn Kelly, som ifølge Donald Trump ikke behandler ham retfærdigt i debatter.

Uoverensstemmelserne mellem Trump og Kelly begyndte i august ved en tidligere tv-debat, da hun spurgte ind til hans tidligere kommentarer om kvinder.

Fox News bakker dog op om Megyn Kelly og understregede i en pressemeddelelse tirsdag, at hun ikke bliver taget af debat-programmet trods Donald Trumps ønske.

- Megyn Kelly er en fremragende journalist, og hele Fox-netværket står sammen med hende. Hun vil uden tvivl være på scenen under debatten torsdag aften, siger Fox-topchef Roger Ailes til The Washington Post.

Deltager Donald Trump ikke, vil debatten blive holdt uden den førende kandidat for Republikanerne på skærmen.

/ritzau/