Tusindvis af Roskilde Bank-kunder kan få erstatning

admin

|

03/12/2013

Dagens topnyheder

Et forlig mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet sikrer, at tusindvis af tidligere Roskilde Bank-aktionærer kan få delvis erstatning af deres tab.

Forliget omhandler private kunder i Roskilde Bank, som har købt aktier i forbindelse med to aktiesalgskampagner, der løb fra henholdsvis 11. august 2006 til 17. september 2006 og fra 12. marts 2007 til 8. april 2007, lyder det i en pressemeddelelse.

Roskilde Bank sendte breve til godt 28.000 privatkunder, som nu kan være erstatningsberettigede. Banken solgte aktier for omkring 370 millioner kroner i perioderne.

- Jeg har haft mulighed for at gennemgå alle relevante dokumenter i sagen, og på den baggrund synes sagen at være helt i særklasse, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe, der kalder sagen principiel.

- Roskilde Bank har efter min opfattelse udsat sine kunder for en meget aggressiv markedsføring og givet en helt utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med aktiesalgskampagnerne, forsætter han.

Kunder får tilbudt en erstatning på 60 procent af deres nettotab.

- Vi har ført forhandlinger med Forbrugerombudsmanden og er enige i, at Roskilde Bank har handlet erstatningspådragende. På den baggrund har vi indgået forliget, siger Henrik Bjerre-Nielsen, administrerende direktør for Finansiel Stabilitet.

Hvilke specifikke kunder, der kan få erstatning, står endnu ikke klart. Der skal først foretages en gennemgang af sagerne, og den forventer at blive gjort færdig inden for 12 uger.

Kunder, der vil kunne få erstatning, vil modtage et brev fra Finansiel Stabilitet.

Det gælder også kunder, der har klaget til enten Forbrugerombudsmanden, Finansiel Stabilitet eller Pengeinstitutankenævnet, og som ikke omfattes af forliget - eller som kun omfattes delvist, lyder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/