Amatørarkæologer er blevet så ihærdige og finder så mange skatte, at Nationalmuseet har svært ved at følge med.
Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.
I øjeblikket indleveres der så mange genstande, at sagsbehandlingstiden, fra et danefæ bliver indleveret, til dusøren udbetales, er oppe på to et halvt år.
Det oplyser Mads Schear Mikkelsen, der er sekretariatschef ved Nationalmuseet til Jyllands-Posten.
- Vi er bagud - og i øjeblikket kommer vi mere og mere bagud. Jeg vil ikke klage over ressourcer, og danefæområdet prioriteres højt, men Nationalmuseet har mange andre opgaver, der også skal prioriteres højt.
Ifølge loven tilhører alle danefæ staten, som til gengæld skal betale en godtgørelse til finderen.
I øjeblikket sætter antallet af danefæ rekord nærmest hvert år. Mads Schear Mikkelsen skønner, at der i 2016 vil blive indleveret mellem 11.000 og 12.000 danefæ.
I 2015 blev der til sammenligning indleveret 9756 genstande og udbetalt 4,2 millioner kroner i godtgørelse.
Mads Schear Mikkelsen oplyser, at Nationalmuseet med ekstern konsulenthjælp og nye arbejdsgange forsøger at gøre sagsbehandlingen mere effektiv.
Han understreger samtidig, at den ekstra sagsbehandlingstid ikke får indflydelse på forskningen omkring de mest interessante danefæ.
/ritzau/